Indervæg
Der skelnes mellem tunge og lette indervægge. Tunge indervægge kan med fordel opmures i Miljøsten, lersten eller genbrug. Her er kun medtaget eksempler på lette indervægge. Der skelnes mellem ikke bærende og bærende indervægge. De opføres typisk med et stolpeskelet af træ eller stålbeklædt med en eller flere gipsplader. Indervægge kan have enkelt eller dobbelt stolpeskelet.
Brandforhold
Papirulden skal beklædes med en klasse 1 beklædning (f.eks. gips) på begge sider. Brandkrav er funktionsbaserede, og kan derfor handles af med de lokale brandmyndigheder efter modellen ”noget for noget”. Det betyder at man ønsker at fastholde det samme sikkerhedsniveau. F.eks. vil montering af sprinklere eller/ og automatisk brandalarm (ABA) hæve sikkerhedsniveauet, dette kan så ”betale” for at sikkerhedsniveauet sænkes et andet sted.
De lokale brandmyndigheder har mulighed for at dispensere for gældende krav, men ikke mulighed for at stille større krav end der baggrund for i lovgivningen!
Der kan opnås klassifikation som BD-væg 30 bærende eller ikke bærende. Samt BD-væg 60 bærende eller ikke bærende.
I forbindelse med fastlæggelse af brandkrav skal bygningens anvendelsesklasse fastlægges.
Generelle brandkrav til indervægge
-
Ingen krav til ikke bærende vægge.
-
BD-væg 30 bærende; Stue etage i sommerhuse og boligbyggeri i to etager uden vandrette lejlighedsskel, samt øverste etage i de fleste andre bygninger.
-
BD-væg 60 bærende: Kælder i sommerhuse og boligbyggeri i to etager uden vandrette lejlighedsskel. Stue etagen i etageboligbyggeri i max 2 etager.
Lyd
Der kan forventes en luftlydsreduktion på R,w på 33 - 52.
Varmeisolering
Skillevægge isoleres med henblik på brand og lydreduktion. Kun såfremt skillevægen vender mod et uopvarmet rum, er der krav om varmeisolering. Mindstekravet ved nyt byggeri er 0,40 W/m2K. For sommerhuse og i forbindelse med renovering og tilbygninger er kravet ligeledes 0,40 W/m2K.
En anden metode er at beregne varmetabsrammen ud. Ideen med varmetabsrammen er, at det er muligt at isolere mindre et sted mod til gengæld at isolere mere andre steder.
Fugt
Der er normalt ingen krav til luft og fugttæthed. Kun i forbindelse vådrum.
Udførelse
Papirulden blæses ind i den færdige skillevæg gennem huller skåret i det første lag beklædning. Hullerne repareres efterfølgende, således at brandtekniske krav overholdes.
Fif
Fibergips give en bedre varme-akkumuleringsevne end kartongips. Fibergips kan limes kant mod kant og skydes fast med hæfteklammer. De kan evt. fremstå som færdig beklædning i et værksted.